Woodstories

Skovens festival flytter på højskole
Tisvilde Højskole bliver ramme om fortællefestivalen WOODstories'26

 

Samtidig med, at Tisvildeleje har sagt farvel til én festival, kan den hyggelige ferieby nu byde velkommen til en anden festival. Det er fortællefestivalen WOODstories, som rykker ind på Tisvilde Højskole. Publikum kan se frem til en dag fuld af levende historier, nærvær og fællesskab.

🎉 10-års jubilæum med fortællinger fra hele verden

WOODstories blev grundlagt af Nordkystfortællerne i 2016. Den har altid været holdt ved skov og strand og virket som en hyldest til den mundtlige fortælletradition. Festivalens navn har en kærlig reference til den amerikanske festival Woodstock – men på WOODstories er det ord og ikke rock, der rykker.

Festivalen præsenterer i år ni fortællere, som på skift indtager scenen med historier, der spænder fra danske og afrikanske eventyr til vandrehistorier, løgne og næsten-sande beretninger. Publikum kommer tæt på – både fysisk og følelsesmæssigt – i en intim ramme, hvor fordybelse og fantasi får frit spil.

🌍 Internationale og lokale stemmer

Årets gæstefortællere tæller blandt andre:

  • Coilín ÓhAiseadha fra Dublin – fortæller og folkesanger, der optræder på både gælisk og dansk.
  • Karsten Mathiasen – kendt som Karsten Klovn fra Tisvilde Kildemarked, med historier om stilladsarbejdere og andre skæve eksistenser, samt fred og forsoning.
  • Katrine Løven Jørgensen – ny central figur i det danske fortællermiljø, kendt for finurlige historier spækket med jysk underspil,  der sender publikum ud på flere fantasirejser.

Fra Nordkystfortællerne deltager Beate Richter, Ibrahima Sory Diallo, Jürgen Andresen, Karl Erik Frederiksen, Lisbeth Lund og Simon Simonsen. Musikken leveres af husmusikant Frede Knudsen, og konferencier er tryllekunstneren Kurt Flemming – kendt som Bakkens Pjerrot gennem 23 år.

🕐 Praktisk info

  • Tid: Søndag 16. juni kl. 13–17
  • Sted: Tisvilde Højskole
  • Pris: 150 kr. inkl. bobler, kaffe/te og kage
  • Børn under 13 år: Gratis adgang (kræver tilmelding)
  • Billetter: Begrænset antal – hurtig tilmelding anbefales
  • Vejr: Arrangementet foregår indendørs, men hvis solen skinner, rykker nogle fortællinger ud i højskolens have

🌲 Fra skov til strand – og nu højskole

WOODstories har tidligere gæstet Gribskov, Høbjerg Hegn, Naturrum Tisvildeleje, Esrum Møllegård og Kulturværftet i Helsingør. Med årene har festivalen opbygget et trofast publikum – og billetsalget går stærkt.

Billetsalg: Klik her