Fortællergruppen Nordkystfortællerne har indledt planlægningen af årets udgave af fortællefestivalen WOODstories.
Den skal holdes i weekenden 2. og 3. september på Esrum Møllegård.
Programmet er endnu ikke lagt, men det vil formentlig kunne præsentere publikum for omkring 15 fortællere og spillemænd.
Det bliver syvende gang, at Nordkystfortællerne holder festivalen. De øvrige år har den været holdt på traktørstedet Fændrikshus i Gribskov, Naturrum Tisvildeleje samt Holbogruppens Spejdercenter og Høbjerghytten, Ved Skoven i Helsinge.
Årets festival kan igen holdes over to dage. På grund af en anstrengt økonomi måtte festivalen i 2022 skæres ned til én dag.
I år er planlægningen af en to dage lang festival kommet godt fra start, fordi Nordkystfortællerne, der har indgået en partnerskabsaftale med Nationalpark Kongernes Nordsjælland, har fået økonomisk støtte fra Nationalparkpuljen til afholdelse af festivalen.
Partnerskabsaftalen betyder blandt andet, at Nordkystfortællerne nu deltager i udviklingen af nationalparkområdet og medvirker til formidlingen af både naturen og kulturarven, som kendetegner nationalparken. Festivalen, der har til formål at stimulere børn og voksnes interesse for storytelling eller mundtlig og levende historiefortælling, samt deres lyst til engagement og fordybelse i en ellers digitaliseret hverdag, kan ses som en del af kulturarven.